Til min elskede Annette

Lovina, Bali

– Jeg har slået to mennesker ihjel, Wayan.

Det føles mærkeligt at sige det højt på den måde. To mennesker. Ihjel. Ud for os speeder alle fiskerbådene op og sætter efter en flok springende delfiner, og jeg finindstiller kikkerten og borer tæerne ned i sandet, der er helt køligt på denne tid af morgenen.

– Guderne skal vide, at de fortjente det begge to, men ... jeg ved ikke ...

Jeg betragter turisterne, der hænger ud over rælingen med deres kameraer, og Wayan peger i den anden retning. Hans tænder er uimodståeligt hvide, og jeg vil hellere se på ham end på delfinerne, der flygter fra byens turister, men han bliver ved at pege.

– Ja, ja, jeg har set dem. Vi sidder og glor på de skide delfiner hver eneste morgen.

Det er ikke helt rigtigt. I går lå vi for eksempel i min dobbeltseng i et af de mange små huse, der udgør Hotel Sortaya, og Wayan lå mellem mine ben. En gang imellem løftede han hovedet og så på mig med det der skælmske blik, der bliver ved at hjemsøge mig, når vi er fra hinanden og ja, ja, selvfølgelig gav jeg efter til sidst. Ganske højlydt endda. Derhjemme ville den blotte tanke have gjort mig rød af skam, men herude er jeg ligeglad med, hvad naboerne tænker. De aner jo alligevel ingenting, hvem de så end er. Folk bliver sjældent i Lovina ret længe, når de opdager, at koralrevene er døde og maden langt dårligere end sydpå. Nu springer turisterne i vandet med deres kluntede svømmefødder derude. Flere af dem snorkler allerede rundt for at få et glimt af de hjemløse tropefisk, der forsøger at gemme sig mellem forsteningerne. Wayan lægger diskret armen om mig.

– Sarapan-breakfast?

– Ya!

Ya er det eneste, jeg behøver at kunne udtrykke på indonesisk. Ja til morgenmad, ja til hans hånd, der vækker min skulder under T-shirten.

– Kekasih, hvisker han og kysser mig på håret. – Kekasih ...

Kekasih er blevet synonym med mig herude, og jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg kan høre, at han mener det kærligt, og det er det vigtigste. Efter alle årene alene har jeg lært at prioritere mine behov. Han rækker mig hånden og hjælper mig op at stå.

– Terimah kasih!

– Tidak apa-apa! You’re welcome!

Han udtaler ordene langsomt, men jeg gentager dem ikke, som jeg plejer.

– Ved du, hvad det værste er, Wayan?

Han bukker sig og børster min sarong fri for sand med lange, rolige strøg.

– Det værste er, at jeg tænker på dem hver eneste dag. Begge to. De fortjener ikke, at nogen tænker på dem, men jeg kan ikke lade være, kender du det?

Hans klipklapper giver små, svuppende lyde fra sig, og jeg trækker forsøgsvis sarongen sammen om benene. De laver saronger til pygmæer herude.

– Very cheap, madam! Salak, yes? Papaya? Look, look!!

Frugtsælgerne omringer os, og en strandsælger vinker til mig med en af sine strandkjoler og råber et eller andet. Jeg forstår ikke, at de gider blive ved med at antaste mig uge efter uge, men de kan vel ikke kende forskel på mig og de andre kvinder.

– Maybe tomorrow, madam?

– No.

– Good quality! Look!

– No.

De pifter, idet vi passerer, og Wayan nikker op mod vores stamrestaurant. Jeg ved, at han vil bestille stedets continental breakfast, der ikke har noget med continental breakfast at gøre. Til hans fødselsdag prøvede jeg at forkæle ham med en overnatning på Bali Hilton International, men han sad bare og stak til morgenmaden og vidste ikke, hvilke gafler og skeer der hørte til hvad. Nu nikker han til den yndige Sujatmi, der står klar med menukortene.

– Salamat pagi!

Hun ser kun på mig.

– Good morning, madam. Would you like breakfast?

Hun slår ud mod et af de gode borde først fremme. Hendes opsatte frisure er pyntet med frangipaniblomster i dag. Hun må være jævnaldrende med Wayan, måske lidt yngre, men hendes ranke holdning giver hende et mere modent udtryk. Wayan har tendens til at slæbe benene efter sig, og når han sidder, falder han sammen i ryggen.

– Kekasih. You’re so beautiful, siger han og kærtegner mit hår, der er bleget af solen, som han kan lide det. Når han får øje på en blondine, kan han ikke lade være med at dreje hovedet, uanset hvordan hun ser ud.

– Coffee or tea, madam?

– Tea please. And a Coca-Cola for you?

Han nikker og læner sig tilbage.

– Terimah kasih.

Han får solen lige i ansigtet, og jeg kan ikke få nok af at betragte ham. Hans sortlokkede hår glinser i lyset, og huden gløder i mange nuancer, læberne er let spredte, øjnene halvvejs lukket i. Jeg sætter tænderne i et stykke papaya fra den obligatoriske skål med udskåret frugt, men det smager melet. Overmodent. Ville han mon stadig elske mig, hvis han vidste, hvad jeg havde gjort?

– Excuse me, madam, are you ready to order?

Sujatmi har skænket te for mig og serveret colaen med tre hvide sugerør. Hun smiler med munden alene, og jeg smiler tilbage. Utroligt, hvad man kan lære af en pige på atten-nitten år.

– Do you have champagne?

Hun noterer på sin blok med små, hårde streger.

– And two glasses.

– Of course, madam. Anything else?

– Yes.

De ser begge to spørgende på mig, og jeg er lige ved at prøve at få dem til at forstå, at det er en dødsdag, vi fejrer. Treårsdagen for mit mord på to mennesker, der ved gud fortjente det, men jeg bestiller to continental breakfasts med ekstra pandekager i stedet.

– I am just so very happy, that’s all, siger jeg, og Sujatmi oversætter for Wayan, der beder hende svare, at han har det på samme måde. Han har sådan nogle helt fantastisk lange øjenvipper, når han slår blikket ned. Mine hænder knuger hinanden.

– Jeg har aldrig elsket nogen så meget, som jeg elsker dig, siger jeg, og Wayan vinker til en af sine venner, der kommer gående med et surfbræt under armen. Havet har fået hvide skumtoppe nu. Det er ved at blive højvande.